sjok.dk

CVR-nummer: 40405062

Tur til Orkidéer i Gaarslev og besøg hos Maja

Søndag d. 21/8 havde SJOK arrangeret en kør selv tur til gartneriet Gartneri Gaarslev ved Børkop. Vi skulle mødes kl. 10 ved gartneriet, som er et produktionsgartneri, som udelukkende laver Phalaenopsis. Der var samlet 21 til turen, og da folk var kommet, bød Jørn velkommen, og ejerne af gartneriet havde afsat deres søndag formiddag til at vise os rundt.

Vel ankommet til Gartneriet Gårslev
Henning og Gartneren i dyb samtale

Vi så, hvordan de små planter kom hjem i store papkasser, hvor rødderne kun havde lidt savsmuld, og planterne var rullet som en lille pølse og lagt i papir ned i kassen. Her lå de så i en slags dvaletilstand i op til 6 uger eller mere, alt efter transporten fra f.eks. Taiwan.

Ejeren fortæller om gartneriet

Derefter blev de så pakket ud, sat i små potter med lidt jord, fik noget vand og gødning og 6-8 uger efter stod de i fuldt flor.

Vi ser hvordan gartneriet får leveret deres orkideer
Orkideer så langt øjet rækker
Så fik vi lov til at handle
Tove med sine indkøb

Det var imponerende at se de kilometervis af rækker med små blomster, ens i størrelse og farve. Det kræver en del tilrettelæggelse at købe ind på de rette tidspunkter, for at blomsterne tager sig bedst ud, når de skal sælges til de store blomsterdage (mors dag, valentinsdag og lign.). Vi fik også et indblik i, hvor svært det kan være at drive gartneri i dag med de stigende priser på alting. Vi blev efterfølgende budt på en sodavand, og nogle havde da også fundet nogle planter, som de skulle have med hjem.

Da vi var færdige med at se på blomster, kørte vi nogle få kilometer til Hvidbjerg, hvor vi skulle besøge Maja. Hun havde lovet at åbne sit dejlige hus og sin fantastiske have for os. Hun viste os haven med det store drivhus og det nyligt byggede orangeri. Der var et væld af spændende blomster at se på, og efterhånden fandt folk sig tilrette i alle de dejlige kroge med borde og stole, og også tagterrassen blev taget i brug, hvor der var en fantastisk udsigt over Vejle Fjord.

Dette og de to næste billeder: fra Majas fantastiske drivhus
Stub viser prøver på sin store ravsamling

Madpakkerne blev pakket ud, og vi havde taget to griller med, så der var mulighed for at grille sin frokost. Niels Jørgen blev udvalgt til grillmester, et hverv han klarede ganske godt. Lis Yttung havde et lille overskudslager af pølser fra vores nyligt afholdte grilldag, så der var mulighed for også at få en grillpølse med tilbehør for dem, der havde lyst. Efter middagen kom kaffekanderne og kopperne på bordet, og Maja havde bagt dejlig brunsvigerkage til os. Knitta havde som vanligt blomster med til salg, og Polle er igen blevet rigtig frisk, så han kunne også deltage, det var dejligt. Midt på eftermiddagen begyndte folk at bryde op, nogle havde jo temmelig langt hjem.

Bestyrelsen vil gerne takke Maja for hendes gæstfrihed, og alle de fremmødte for at være med til at skabe en rigtig hyggelig dag.

 

Tekst: Inge Bjørnhart Skov

Foto: Jørn Baagø